-
Kilder: DSV holder vejret før tysk storopkøb – en joker forhindrer offentliggørelse
ソース: BDK Finans / 12 9 2024 06:55:22 America/New_York
DSV er valgt som køber af den store tyske transportkoncern DB Schenker. Det bekræfter flere kilder over for Berlingske. Det sker, efter at nyhedsbureauet Reuters tidligere torsdag afslørede den danske virksomhed som vinder i den dramatiske budkrig i Tyskland. Men indtil videre har ingen meldt noget officielt ud, og det skyldes ifølge Berlingskes oplysninger, at det endnu ikke er fuldt afklaret, om den anden byder – et konsortium ledet af den britiske kapitalfond CVC – har et es i ærmet og kan finde på at forbedre deres bud. »Indtil begge selskaber har meldt noget ud, er intet afklaret. Vi afventer CVCs reaktion,« siger en centralt placeret kilde. Reuters kunne onsdag aften på baggrund af unavngivne kilder hos Deutsche Bahn og den tyske regering fortælle, at en foreløbig kontrakt til en værdi af omkring 105 milliarder kroner var underskrevet. Hvis handlen går igennem, vil det gøre DSV til Danmarks næststørste selskab målt på omsætning. Mærsk fører kapløbet. Kilder bekræfter over for Berlingske, at alt peger på, at DSV løber med DB Schenker. Den brede vurdering blandt de mange, som er involveret i handlen, er, at tingene falder på plads inden for kort tid, og den store handel vil derefter blive meldt ud enten i løbet af torsdag eller fredag. »Det vil været meget overraskende, hvis der ikke kommer en udmelding i denne uge. Men lige nu er der stadig ting, som er uafklarede,« siger en kilde. DSV har ingen kommentarer til oplysningerne og henviser til den sædvanlige udtalelse om, at virksomheden ikke kommenterer mulige opkøb. Stor opmærksomhed Lykkes det DSV at købe det tyske selskab, vil det være kulminationen på en omfattende proces, hvor den danske virksomhed over flere år har arbejdet på at købe DB Schenker. Sagen har tiltrukket sig betydelig opmærksomhed i Tyskland, hvor både politikere og fagforeninger har deltaget i debatten om, hvem der skulle overtage den tyske transportkoncern og dens 70.000 medarbejdere. DB Schenker er en del af Deutsche Bahn, Tysklands store statslige jernbaneselskab. Tyskerne satte i december 2022 selskabet til salg for at skaffe penge til at udbygge det nedslidte tyske jernbanenet. Siden har en lang række forskellige type købere kigget på virksomheden. Det felt er siden blevet kraftigt reduceret. Danske A.P. Møller - Mærsk var blandt andet i lang tid en mulig køber, men DSV var til sidst den ene af blot to mulige brydere, hvor den anden var CVC-konsortiet. Investeringer i Tyskland CVC har gjort meget for at få de tyske fagforeninger til at glemme kapitalfondes ry. Og forleden rapporterede flere tyske medier, at den magtfulde tyske fagforening Verdi anbefalede den nuværende ejer af DB Schenker – Deutsche Bahn – at sælge til CVC. Men Reuters kunne for nylig fortælle, at DSV var gået med til en række forhold, som kan bløde både den tyske stat og fagforeningen Verdi op. Blandt andet skulle DSV have lovet at investere 7,5 milliarder kroner i det tyske selskab. Desuden skulle det danske selskab også have lovet ikke at sælge dele af DB Schenker fra i en efterfølgende separat handel. Ifølge Bloomberg er DSV også gået med til at begrænse antallet af fyringer. Samme medie skrev i sidste uge, at de tyske beslutningstagere alt taget i betragtning hælder til det danske bud. Nyheden fra Reuters onsdag aften fik torsdag aktierne i den danske transport- og logistikgigant til at stige godt ti procent. Investorerne sendte nemlig aktierne i DSV op med den største stigning på en enkelt dag i mere end 15 år. Dermed lagde DSV sig ikke bare i toppen af det danske C25-indeks, men også det fælleseuropæiske Stoxx 600. Den danske transport- og logistikgigant blev dermed 26 milliarder kroner mere værd torsdag. Hvis DSVs opkøb af den tyske transportgigant DB Schenker lykkes, kan det fordoble omsætningen i selskabet fra Hedehusene. Det vil rykke DSV op på listen over de største danske virksomheder målt på omsætning. Handlen kan nemlig rykke DSVs omsætning op på 300 milliarder kroner, hvis man inkluderer DB Schenker. Til sammenligning lød det samme tal sidste år i Mærsk på 352 milliarder kroner. https://www.berlingske.dk/virksomheder/kilder-dsv-holder-vejret-foer-tysk-storopkoeb-en-joker-forhindrer